|
Stillehavet sydvest for Tahiti |
Tahiti til Huahin og Bora Bora | Bora Bora til Maupiti og Mopelia |
Efter en god tid på Tahiti, tager vi, Necesse og jeg videre til Huahine,
en tur vi forventer vil tage 24 timer. Vi planlægger så vi anduver byen Fare på Huahine i morgenlyset.
Vi er ankommer imidlertid lidt tidligere, og jeg
lægger mig bi i god afstand og sover lidt - i 7 min intervaller - med æg uret
på. Jeg er helt naturligt på vagt da jeg hele natten har kunne høre
den tordnende brænding fra revet, uden at jeg kunne se den, i denne totalt
mørke stjerneklare nat.
I det første lys sejler jeg ind gennem passet i
revet og har snart ankret på reden ved Fare. Poul, der sejlede 2 dage
før os, er her, og han hjælper med at udpege en god ankerplads. Efter
en kort velkomst er det ned og sove, da jeg næsten ikke har sovet i 24
timer.
Huahine og Byen Fare kan anbefales for folk, der vil lidt væk fra
det mest turistede, og gerne vil have det stille og fredfuldt i smuk
natur og alligevel også vil kunne nyde godt af restaurationer, Internet,
bank, stort supermarked ( bedrer end de fleste i Papeete city ) mm.
Poul og jeg nyder i fulde drag dette behagelige steds atmosfære, og vi
er tit at finde på en af de små franske fortovscafeer. Kari og vist
specielt Marika trængte til lidt tid for dem selv, så de lejer en
scooter og kører øen rundt.
Poul og jeg har bestemt os for at
sejle til en bugt - Bourayne, for at opleve øens natur. Der bliver vi 4
dage, hvor vi har flere ekspeditioner rundt i vores gummibåde, og vi er
enig om at dette sted er yderst velegnet for afstresning af et uroligt
sind. Jeg har købt en machete i Fare og går amok og slagter mindst 8
kokosnødder på en dag. Her er også udmærket at snorkle, da der er
koraller næsten hele bugten rundt, hvor bunden stiger fra 26 m til 1 m.
Huahin | Passet til Huahin |
Vi 3 både aftaler at følges til Bora Bora. Da det igen er
vigtigt, at komme der mens, det er lyst, aftaler Poul og jeg at vi starter kl. 4.00,
da der vil går ca. 1 time før vi er uden for revet og kan sætte kursen mod Bora
Bora. Så søndag 24-07 Kl.4.00 er jeg oppe da vækkeuret ringer. Det er
det ellers ikke så tit, at det har gjort i det sidste årstid. Men en
aftale er en aftale, og jeg ser at Poul allerede er ved at hæve ankeret. Jeg behøves heldigvis ikke megen tid for at lette, og snart sejler vi
ud i mørket på GPS'en og vha. af rødde og grønne lys bøjer, ud af kanalen mellem
koralrevne, til vi igen er i åbent vand.
05.15 kalder jeg Kari, der
ligger en sømil væk i Fare, da vi forlader revet og går ud i åbent
vand, De er ikke stået op endnu og vil følge efter senere.
Kl. 6.15
er det solopgang og her ses Bora Bora`s høje og karakterfulde bjerg-profil i
horisonten. Jeg tager en del billeder af Poul og Ellen - Poul
vil sætte pris på at få disse billeder af hans båd til de artikler han skriver
til en finske avis.
På et tidspunkt deles vores veje efter vi har rundet øen Tahaa. Jeg tager Bora Bora
nord om, mens Poul styrer på en sydligere kurs.
Kl. 13.00 ca. er Kari på radioen, og informerer om at de er
5 mil agter ude lidt mere til nord. Ganske rigtigt kan der skimtes et sejl
i den retning. Jeg er nu så tæt under øen, at der ikke er nogen
chance for, at de kommer før mig, selvom de gør mindst 1 knob mere end Carita. Jeg
sejler kun for genuaen fordi jeg har fulgtes med Poul i
Ellen. Det kunne
også være sjovt at se hvem der kommer først, her hvor jeg går nord om øen og Poul
går syd om.
Jeg når ind, har taget en bøje, har gjort klar skib,
pakket gummibåden ud, pumpet den op, monteret motoren og fyldt
benzin på, før jeg ser to skibe med finske flag, der entre kanalen i revet til Bora
Bora.
Jeg sejler dem i møde for rigtigt at hovere og
guide dem til en bøje foran yardklubben.
Man skal betale for bøjerne
- 2000 poly frank = 20 US$. Spiser man på restauranten, så er
de frie.
Vi spiser aftensmad her, det er lækkert og fint; men prisen
er også derefter. Så bøje og ankergrejet er godt betalt, da vi går der fra.
Vi finder det er for dyrt at ligge ved disse bøjer og flytter til en
ankerplads syd for byen næste dag Havnebassinet er temmelig stort, og
det er let at forstå Amerikanerne ville holde denne ø under den 2.
Verdenskrig, da det er en perfekt havn for dybt gående krigsskibe. Næsten
hele vejen rundt stiger bunden lodret op fra 25-30 m til koralrevet. Vi finder et sted med 3- 5 m vand på en sandbanke. Her er jeg
tæt på at fange en fladfisk der ligner en tunge. Jeg har dolket den
med en kniv; men den spræller så meget, at den Falder af igen.
Necesse
og jeg sejler rundt om øen til det SØ`lige hjørne, da vi har læst der
skulle være den bedste snorkling her, og det holder da også stik. Vi
bruger et par dage her på en af atollerne der omkranser hovedøen.
Tiden flyver, det er nu sensommer i Danmark. Vejret her er dårligt med meget regn og gråt og kraftige vindstød af mindst kuling styrke. Jeg har over natten samlet 40 l vand, selv om det stadig regner pakker jeg den blå fontæne væk. Der er også ca. 30 - 35 l vand i gummibåden, der kan bruges til vask. Necesse bliver på bøje ved yardklubben, og vi venter for at ser hvordan det ser ud i morgen. Poul er taget af sted til Cook øerne. Vi kommer nok ikke til at se mere til ham der. Jeg må lade motoren køre for at lade strøm. Batterierne er helt nede i mangel på sollys til sol panelet, og fordi jeg er tvungen at ligge med anker lys. Det holder ikke op med at regne, så jeg sætter den blå fontæne op igen og samler yderligere 60 l vand. Gummibåden bliver lænset for næsten det samme. Da regnen endelig stopper om aftenen er tanken fyldt op, og vaskebaljer samt diverse spande står i cockpittet, fyldt til randen med det dejligste regnvand.
Vejret er nu fint igen,
stille med næsten ingen vind. Jeg sejler ind til byen og får klareret ud
og købt æg og frugt og øl mm. Klokken er nu over 11 og dermed over 23 i
DK, så jeg får ikke ringet hjem. Det ærgrer mig da jeg heller ikke får
tid i morgen til det, da vi har aftalt at sejle kl. 6.00 til den næste ø
- Maupiti. Vi skal helst ankomme Maupiti kl. 12.00 da tidevandet
vender.
Vi er tidligt af sted; men der er ingen vind på - et vindstille Stillehavet - så vi må gå motor de 35 mil. Selvom det er vindstille
er her store dønninger, og indsejlingen til Maupiti er lidt vanskelig og
snæver med brydende bølger på begge sider af løbet. Det ser
lidt voldsomt ud på afstand. Jeg får æren at føre and - ind gennem revet -
til det beskyttende vand indenfor.
Da vi har ankret og er klar, er klokken
kun 15.15, og jeg sejler i land på en af atollerne, der omkranser
hovedøen og filmer. Her er utroligt dejligt - Petit paradis som vi
kalder det.
Vi går øen rundt. Her er en fin beton vej næsten hele
vejen rundt. Vejkanten er beplantet ned buske med blomster, græsset
er slået, her ligger ikke affald og flyder, her er simpelt hænd så
pænt.
Vi gør et stop ved stranden ved det sydvestlige lige hjørne af øen, her
får vi lige et par kokosnødder. Det er renovationsdag her på
øen. Det foregår ved at en ladvogn, og en traktor med en stor skovl
kører øen rundt, og så slæber folk deres affald ud til vejkanten, hvor det så
bliver det hældt op i skovlen og tippet på på ladvognen. Som på alle
små øer er affald et stort problem at komme af med. Her bliver det tippet af på et udvalgt sted, og
der bliver sat ild til det. Det det
der så er tilbage, bliver dækket med et tyndt lag sand, og er så klar til
det næste lag.
Maupiti er ikke så besøgt som de andre øer, og her er
ikke noget rigtigt hotel, kun værelser man kan leje. Det får vi
oplyst af en ung tysk turist af den type der rejser med rygsæk og telt.
Vi bestiger bjerget op til ryggen her er fin udsigt. Det
sidste stykke er bestemt ikke for amerikanske turister. Det er mere en klatteretur end en vandretur.
Vi krydse over øen og kommer
ned på den anden side. Her vandrere vi rundt om øen hjem.
Jeg har haft
meget gavn af min matchede, da vi åbner flere kokosnødder på sådan en
vandrer dag.
Kari, Marika og jeg er enige om, at dette sted Maupiti
er det bedste sted vi har været. I bund og grund er det et
spørgsmål om hvor godt man er forbedret til at være her eller andre
steder. Da vi ankom Nuku Hiva havde vi sejlet i 22 døgn og manglede
mange ting, som kun en storby som Papeete kunne give os - Bare det at
man ikke kunne hæve lokale penge eller penge idet hele taget, da øens
eneste pengeautomat var i uorden i næsten en uge, siger lidt om
forholdene. Dette underskud af sociale og fysiske nødvendige ting, som
ordentligt Internet forbindelse til en nogenlunde rimelig pris, blev ved at hænge tungt over hovet
på os til vi ankom Tahiti - Papeete.
Alle øerne har noget specielt at byde på, og andre sider, der er mindre
gode - Nuku Hiva har storslået natur med bjerge og mange bugter, men
kun få gode ankerpladser. Her er ikke meget turisme; men så
heller ikke megen infrastruktur. Rangiroa, der var en atol, havde derfor
ikke meget andet end palmer at byde på, og her var infrastrukturen lige
som Nuku Hiva. Så var her til gengæld den største undervands
oplevelse vi endnu har set. Det at man ikke kunde få vand udover det på
flasker til 12 kr. pr l. var også en dæmper. Det lyder måske skørt; men når
du er i det, er det et meget overskyggende probleme, der gør at man ikke nyder
stedets charme.
Tahiti brugte vi 90% af tiden i Papeete og nød i fulde
drag byens liv, og der er ingen tvivl om at man også kunne have fået
store naturoplevelser der - vi snuste lige til det ved at leje en bil
og køre øen rundt. Tidspresset og økonomien gør at vi må videre, og derfor
har jeg stadig den fornemmelse, at jeg har noget til gode på Tahiti.
Huahine er efter min mening en ligeværdig konkurrent til Maupiti om titlen: "Den bedste ø". Jeg kan endda se den som en sikker vinder, hvis den havde
været den første anløbshavn efter 22 døgn i søen. Den har lidt af det
hele, dog ikke vandfald som Nuku Hiva og Tahiti har det. Bora Bora var turistet og hotel befængt og kommercielt, og der var et problem
med at
anker nær byen. og her kunne man kun få vand ved Yardklubben for 10
dollars for en times brug, hvis man vel og mærke var bruger af en af
deres bøjer, som herover er beskrevet. Dog er der ingen tvivl om at Bora Bora og dens atol øer er meget smukke, specielt de få steder, der
ikke er hotelbefængt.
Maupiti er en lille ikke særlig besøgt perle med
god ankerplads tæt på byen. En bjergrig ø der kan vandres rundt på 3-4
timer og bjergbestigning mm. der er atol øer rundt med finte dykker
muligheder. Infrastrukturen er dog helt i bund ingen bank ingen Internet, kun een restaurant og een købmand med det allermest nødvendige og frisk
brød. Til gengæld kan man få al det vand man vil have gratis. Havde
dette sted været vores første møde med Polynesien, havde det derfor nok
set omvendt ud på vores meningsmåling.
Mandag
ankommer
jeg til indsejlingen til Mopelia, det sidste stop vi gør i fransk
Polynesien. Mopelia er en lille atol ø, afsidesliggende og beboet af ca.
30 sjæle. Inde på revet ligger der resterne af det kendte skib Seeadler - et tysk
krigsskib fra 1. verdenskrig. Dets 2 kanoner er i
en park i Papeete Tahiti. Jeg har en gang bygget en model af dette skib.
Foran indsejlingen ligger Necesse i venteposition, da der bag mig er en
sort sky, der kommer nærmer, vil de vente til den er forbi. Der
er tid nok, så jeg styrer lige på det smalle indløb, giver lidt mere
gas 2000 omdrejninger. Med en fart på 5.5 knob går det sagte frem mod den
stærke udgående strøm, der nok er på ca. 4,5 knob. Kanalen er ca. 2
mil lang, For enden er der en rund bøje, der tages styrbord om, før man
er inden i lagunen. Vel inde kaster jeg anker og ser at Necesse stadig er
der ude. Nu kommer regnen. Jeg benytter mig af den og får en
tiltrængt dukkert, bad og noget morgenmad.
Kl. 11.00 kommer Necesse
endelig ind, og vi sejler op mod det NW`lige hjørne, hvor der tidligere
har ligget en by, som blev ødelagt af en tyfon og nu er placeret på
det SW`lige hjørne.
Necesse kalder på radioen, og fortæller at der er en anden båd
nede ved byen. De vil hellere derned, så vi skilles, og jeg fortsætter
med at ankrer. Det passer mig fint at have tiden her alene, så jeg rigtigt
kan få udlevet min Robinson Kruso drømme her.
Jeg bliver nød til at sove
lidt efter sejlturen. Kl. 15.00 er jeg klar igen, og nu er det blevet
helt fint vejr igen. Jeg sejler over til revet hvor
Seeadler endte
sine dage og dykker på vraget. Her er ikke meget tilbage; men der er
mange flotte koraler og fisk, så det er flot at dykke her. Jeg finder
en messing bøsning, som jeg tager med som minde - jeg ved det er forkert
at gøre det; men jeg syntes, det er i orden, da jeg har brugt mere end 100
timer på at bygge en model af dette skib, jeg er sejlet den halve Jord rundt til dette sted, så det giver mig
vel ret til at tage en
souvenir. Der er ikke omkommet folk her, da skibets kaptajn grev Von Luckner
selv sænkede skibet, så det er ikke et gravsted.
Mopelia | Passet til Mopelia |
|
|
Seeadler |
Mopelia - De sørgelige rester af Seeadler efter 90 år`s hvile | |
Mopelia |
Jeg bruger resten af dagen til at sejle i land og tænde bål på stranden. Her sider jeg så på en øde sandstrand i skumringen ved mit eget lille bål under Sydkorset, mælkevejen, nymånen og Venus. Bag mig høres en svag brusen af brændingen, på den anden side af øen, mens der i lagunen er det helt stille, og natte himlen spejler sig heri. Ude for anker ligger Carita, mit lille trofaste hjem. Tankerne flyver til dem der hjemme, ved hvert stjerneskud jeg ser.
Carita og Necesse er nu ankommet til Raotonga - Cook Øerne og alt vel ombord og i morgen skal vi på opdagelse her .
Mange hilsner Jens .